Holger Rune var rasende på dommeren, efter han røg ud af ATP Masters 1000-turneringen i Miami mod den amerikanske kæmpe Reilly Opelka med en stilling på 6-4, 3-6, 6-7(5-7).
Rune nægtede utraditionelt at give dommeren hånden efter kampen efter en hændelse i den sidste tiebreak, som rystede den danske tennisstjerne.
Da Rune førte 2-1 i tiebreaken, blev stadionlysene tændt midt under et point, hvilket tydeligvis forstyrrede Rune, og han tabte pointet.
Efter at have tabt pointet, gik Rune hen til dommeren for at få pointet genstartet ifølge reglen om forstyrrende elementer. Dommeren var uenig i dette og nægtede at lade pointet blive genstartet.
Danskeren endte med at tabe 7-5 i den afgørende tiebreak, og efter nederlaget var Rune meget oprevet, for at sige det mildt.
“Jeg er rasende på en måde. Det er en helt brutal fejl fra ATP og dommeren ude på banen. Lyset tændes midt under et point i tiebreaken i tredje sæt, og dommeren stopper ikke pointet,” sagde Rune til TV 2 Sport efter nederlaget.
“Vi blev tydeligt forstyrret af det, begge to. Hvis han havde tabt pointet, ville han have klaget. Og jeg klager, fordi jeg har tabt pointet. Det er en stor fejl, at turneringen og dem, der styrer lyset, overhovedet kan finde på at tænde lyset midt i et point… det er den mest uprofessionelle ting, jeg nogensinde har oplevet i mit liv.”
Efter det tabte point forklarede Rune sin frustrationer til dommeren, som så pointet på sin skærm for at vurdere, om Rune var blevet forstyrret af lyset.
Efter kampen var Rune tydeligvis stadig frustreret, og han nægtede at give dommeren hånden.
“Han fortjener slet ikke et håndtryk. Jeg kommer aldrig til at spille med den dommer igen. Han er normalt meget professionel, men det her er en af de værste ting, jeg har oplevet i min karriere.”
Det var Runes første kamp i Miami efter han nåede finalen i ATP Masters 1000-turneringen i Indian Wells.